Projekt ForSpring er et udviklingsprojekt, der er iværksat for at udvikle en rehabiliteringsmodel. Modellen beskriver metoder, der kan hjælpe personer med funktionsnedsættelse til at leve et mere selvstændigt liv.
Intentionen med modellen er at anvise en "god praksis" til gavn for kommuner, amtskommuner/regioner og organisationer, der arbejder indenfor dette felt. Desuden at give inspiration til personer med funktionsnedsættelse og deres netværk.
Modellen er udarbejdet i samarbejde med en gruppe unge mennesker med fysisk funktionsnedsættelse, men metoderne i modellen kan også anvendes i samarbejde med andre målgrupper for eksempel unge med sindslidelser, sent udviklede unge, unge misbrugere, der er afvænnet, unge, der afslutter anbringelse udenfor eget hjem eller andre, der har burg for støtte til etablering af et selvstændigt liv, og hvor målet er at tilegne sig nye kompetencer. Det kan for eksempel dreje sig om at kunne skabe overblik, at kunne træffe egne beslutninger, at kunne vælge, at kunne tage intitiativ og at etablere socialt netværk. Endvidere kan fagpersoner, der arbejder med større børn og unge under 18 år med funktionsnedsættelse gøre brug af metoderne.
Projekt ForSpring blev iværksat med støtte fra Socialministeriet og blev afviklet i perioden fra januar 2001-december 2004, med forlængelse frem til juli 2005 med henblik på at kunne gennemføre undervisningsforløb og konsulentvirksomhed.