Fra problemer med daglige rutiner, sundhed og stress over søvnproblemer, dårlig hukommelse og udefinerlige smerter til elementær mangel på evne til samtale og skabe eller fastholde kontakt med familie, venner og bekendte. Det er bare nogle af de konsekvenser for de mennesker, der er flygtet fra deres hjemland med en rygsæk pakket med traumer.
Det er samtidig den virkelighed og dagligdag som det tværfaglige personale på landets rehabiliteringscentre: psykologerne, fysioterapeuterne og socialrådgiverne møder og skal forsøge at afhjælpe i deres behandling af traumatiserede flygtninge.
WHO's helhedsorienterede tilgang
MarselisborgCentret har derfor i samarbejde med syv rehabiliteringscentre for traumatiserede flygtninge iværksat et projekt ”ICF som dokumentation og monitoreringsredskab – anvendt til primært traumatiserede flygtninge”.
Hovedformålet med projektet er at beskrive den enkelte flygtnings helbredstilstand og dermed vurdere funktionsevnen. Med denne viden er man i stand til at målrette en rehabiliteringsindsats og samtidig dokumentere om indsatsen virker. Med WHO’s Internationale klassifikationsværktøj ICF som model går man fra udelukkende at se på funktionsnedsættelse (kroppens funktion) til også at inddrage den psykiske og sociale vinkel og for således at se på funktionsevnenedsættelse (hvordan hverdagen leves, hvilke opgaver flygtningen kan udfører, hvordan flygtningen fungerer i sammenhænge osv.)
ICF har en med andre ord en helhedsorienteret tilgang, hvilket resulterer i ca. 1200 ICF-koder, der principielt kan beskrive ethvert individ i hele verdenen. ICF vil dog være et uanvendeligt redskab, hvis alle fagfolk skulle vurdere alle koder ved alle og ved alle lejligheder. Derfor sammensatte MarselisborgCentret sidste år en gruppe af internationale eksperter og praktikere fra de syv flygtningecentre, der udvalgte de mest relevante koder: De udarbejdede et ICF core-set. Det skulle hjælpe flygtningecentrenes medarbejdere med at arbejde mere struktureret og tværfagligt. Med ICF som fælles sprog for alle faggrupper har centrene en optimal og ensartet måde at klassificere flygtningenes funktionsevne. I sidste ende kan det være med til at målrette og forbedre behandlingsforløbet for den enkelte flygtning.
Nationale og internationale perspektiver
I projektet beskrives 40 flygtninges funktionsevne ved behandlingsstart og igen ved afslutning af deres behandlingsforløb. Flygtningene er fra de syv centre: Klinik for traumatiserede flygtninge, RCT - Fyn, RCF- Region Nordjylland, RCT- Jylland, RCT- Midtjylland, RCT- København og OASIS.
Projektet har internationale perspektiver. Tidligere er der på internationalt plan lavet 12 ICF core-sets for forskellige helbredstilstande – bl.a. depression, brystcancer og rygsmerter. Med det nye ICF core-set for traumatiserede flygtninge er Danmark det første land i verden, der har udarbejdet et core-set for flygtninge.
Den opgave som projektgruppen nu står overfor er at teste og evaluere det nye core-set, så det bliver så godt, at det er brugbart internationalt. Resultatet kan samtidig blive en nationalt mere kvalificeret indsats såvel som et mere nuanceret fokus på de traumatiserede flygtninge.