Af områdechef Jan Sau Johansen
Årsrapporten kort: Rehabiliteringsparken MarselisborgCentret blev ved strukturreformen organiseret i en Ejerforening, der består og ledes af en bestyrelse fra Århus Kommune og Region Midtjylland. Det skaber mulighed for nye faglige fora såvel som udvikling af fællesfaciliteterne. Samtidig har bestyrelsen igangsat en lang række genopretnings- og vedligeholdelsesinitiativer på rehabiliteringsparkens bygninger.
Nye faglige fora
18 organisationer har adresse i rehabiliteringsparken, og for at danne interne netværk gennemføres der hvert år i september måned en fælles temadag for området. I 2009 deltog ca. 35 medarbejdere i arrangementet, som blev gennemført med 18 oplæg af rehabiliteringsparkens beboere. Vi håber på endnu flere i år.
MarselisborgCentret varetager også sekretariatsfunktion for organisationen Rehabiliteringsforum Danmark, RI-DK, der er et dansk netværk bestående af forskere, praktikere og professionelle fra alle sektorer samt brugerorganisationer. Det overvejes, hvorvidt MarselisborgCentret og Rehabiliteringsforum Danmark skal udbygge de Europæiske samarbejdsrelationer i forhold til European Platform of Rehabilitation, der består af 24 europæiske organisationer – alle arbejder med forskning, viden deling og praksis indenfor rehabiliteringsområdet.
Velbenyttede kantine og mødefaciliteter
Den fælles kantine i bygning 20 fungerer som såvel personale- som gæstekantine, med et dagligt antal betjeninger på 150-190. Det viser, at en meget stor procentdel af områdets medarbejdere anvender kantinen. Udover at fungere som personalekantine betjener kantinen også vore mange gæster på området.
Mødelokalerne i bygning 8 benyttes fortsat af mange interne såvel som eksterne gæster, og der er i visse perioder også rigtigt mange aktiviteter såvel i aftentimerne som i weekenderne. Der har således i 2009 været i alt 17.000 mødedeltagere i bygning 8, svarende til 600 gæster om ugen.
Knapt 50.000 gæster hvert år varmtvandsbassinet
Bassinfaciliteterne er udlejet ca. 70 timer pr. uge i 45 uger af året. I 2009 benyttede 47.374 personer varmtvandsbassinet, hvilket svarer til 900-1000 personer i bassinerne hver uge.
I kraft af aktiviteter 7 dage om ugen og med en åbningstid fra kl. 7.30 dagligt er der i fællesfaciliteterne ansat 6 personer samt en række timelønnede unge mennesker til servicering af de mange gæster.
Som en del af fællesfunktionerne udlejes gymnastiksal og træningslokaler i bygning 20. Lokalerne benyttes på denne måde 25-30 timer pr. uge. Når lokalerne er istandsat, vil der være et potentiale for ekstern udlejning i aftentimer og i weekends.
Renovering
Et i øjeblikket på stedet meget synligt eksempel på genopretningsaktiviteterne er stilladserne og håndværkerne, der har udskiftet tage på flere bygninger. Samtidig har mange af de gamle kastanjetræer på området vist sig at være syge, og der er derfor tyndet ud i dem, men for at sikre områdets parklignende præg plantes der et nyt for hvert træ, der fældes.
Vi håber, at alle både fysiske og sociale initiativer vil være med til at skabe bedre vilkår for rehabilitering såvel indenfor som udenfor rehabiliteringsparken, og vi har allerede nye ideer i støbeskeen for året, der kommer.
For yderligere information kontakt: Jan Sau Johansen: tlf. 8949 1213, mobil: 2628 8955 og e-mail: Jan.Johansen@stab.rm.dk