Af direktions- og projektsekretær Inger Hornbech
Helsefonden uddeler – i samarbejde med Rehabiliteringsforum Danmark
Den Danske Rehabiliteringspris på kr. 10.000,-.
Fra 2010 uddeles Den Danske Rehabiliteringspris hvert år til en person, en gruppe, en offentlig eller privat organisation eller en institution, der gør en bemærkelsesværdig indsats indenfor rehabiliteringsområdet eller i særlig grad har medvirket til at fremme rehabilitering i Danmark. Det kan fx være i form af en konkret rehabiliteringspraksis, en forbedret organisering/strukturering af rehabilitering eller i form af fremragende forskning, evaluering og/eller kvalitetsudvikling.
Initiativer, der bliver indstillet, vil skulle forholde sig til Hvidbogens definition af rehabilitering, og det skal være særligt synligt, at initiativet uanset indsats- eller fokusområde indeholder et centralt borgerperspektiv.
Den Danske Rehabiliteringspris uddeles i forbindelse med den årlige nationale rehabiliteringskonference eller nationale netværksmøde. I 2010 uddeles prisen ved den Europæiske Rehabiliteringskonference i København, d. 9.-10. november, som samtidig er den tredje nationale rehabiliteringskonference i Danmark.
Alle kan indstille og motivere kandidater til prisen. Indstillingen må maksimalt fylde en A4 side. Der kan vedlægges et bilag (max. en side) med henvisning til hvor yderligere information evt. kan indhentes.
Indstillingen sendes til Sygekassernes Helsefond, Magstræde 6, 1. sal, 1204 København K, Danmark, e-mail: info@helsefonden.dk. senest onsdag den 15. september 2010.
Bedømmelseskomiteen er:
Formand Jørgen Pontoppidan, Sygekassernes Helsefond
Direktør Hanne Jervild, Sygekassernes Helsefond
Bestyrelsesmedlem Freddy Nielsen, Rehabiliteringsforum Danmark
Formand Gunner Gamborg, Rehabiliteringsforum Danmark