”Lige nu vil temahæftets anbefalinger blive sendt ud til kommuner og regioner. Hver især skal fortælle hvilke anbefalinger, de vil følge op på – og begrunde det, hvis de vælger ikke at følge anbefalingerne”. Sådan lød det fra Direktør for Psykiatri og Social Anne Jastrup, da hun – på vegne af regionrådsformand Bent Hansen – indledte den regionale temadag om børn med hjerneskade d. 23. maj 2007 i Viborg. 16 projekters praktiske erfaringer har ført til en række anbefalinger, der er opsamlet i temahæftet: "Nye indsatser - ny viden". De fik på temadagen følgende ord med på vejen (talen i fuld længde):
Det er med stor glæde, at jeg i dag kan byde velkommen til den tredje af i alt fire regionale temadage med fokus på den samlede indsats overfor børn med hjerneskade og deres forældre. I løbet af de fire temadage skal vi have præsenteret de 16 udviklings- og forskningsprojekter, der foreløbig har været to-tre år undervejs, og som nu nærmer sig deres afslutning.
”Intensivering af indsats overfor børn med hjerneskade” har været den fælles overskrift for de 16 projekter, der blev iværksat af Socialministeriet og Marselisborg Centret i 2002 med støtte fra SATS-puljen. Nye metoder og praksisser er blevet afprøvet og videreudviklet. Der har været sat fokus på indsatser vedrørende træning og udvikling af børnenes fysiske, sociale og kognitive funktioner. Endelig har projekterne været kendetegnet ved et tæt samarbejde mellem fagfolk og forældre samt et tæt samarbejde på tværs af sektorer.
Projekterne er udvalgt, så de dækker fagligt bredt. Samtidig er projekterne sikret en geografisk bredde ved, at de er fordelt over hele landet. Af de 16 projekter er de fire funderet i Region Midtjylland, og nogle af dem vil senere i dag blive præsenteret nærmere for jer.
Rehabiliteringsområdet er gennem de senere år kommet højt på den politiske dagsorden. Ikke fordi vi nødvendigvis kan spare penge gennem en tidlig indsats – men fordi det kan forbedre livskvaliteten hos de mennesker, som er berørt af en lidelse eller et handicap. Et gammelt mundheld lyder, at et samfund måles på sin indsats overfor de svageste borgere. Jeg tror, at der er noget om snakken. Samtidig er de 16 projekter udtryk for, at vi inden for det offentlige gør en stor indsats for at dokumentere, at vores metoder rent faktisk virker – og at forældrene er med som en meget aktiv samarbejdspartner sammen med institutionerne.
Centralt for udviklingsprojekterne har været det tætte samarbejde mellem sundhedsområdet, socialområdet og undervisningsområdet. De aktuelle udviklingsprojekter har effektivt fjernet de hindringer, der tidligere har ligget i vejen for et samarbejde på tværs af de tre sektorer. Samtidig kan vi nu se, at erfaringerne fra det tværgående samarbejde faktisk har været ret gode. Når for eksempel pædagoger, lærere og terapeuter får kendskab til hinandens arbejdsmetoder, så opstår der en særlig form for fælles udvikling. Personalet får fælles referencer og fælles sprog. Det øger værdien af indsatsen for børnene og deres forældre, fordi forældre og fagfolk nu kan gennemføre træningen på flere niveauer og i flere sammenhænge i for eksempel hjemmet eller skolen.
Med det tætte tværfaglige samarbejde er vi med til at sikre en fortsat vidensdeling for de tre sektorer. Netop i disse konkurrencetider er det uhyre vigtigt, at vi kan udvikle os ved at dele hinandens viden. Som fagperson kan man med rette frygte, at de enkelte fagområder, kommuner eller regioner holder kortene tæt til kroppen for ikke at lade en specifik viden tilflyde konkurrenten. Men ved at holde kortene tæt til kroppen, forhindrer vi jo også viden i at tilflyde os. Det øger ikke vores konkurrenceevne – og det er bestemt heller ikke til fordel for de borgere, hvis interesser vi er sat i verdenen for at varetage. Viden udvikler sig, når man bygger videre på ny viden. Hvis man blot bygger ovenpå den viden, som man har i forvejen, bliver resultatet spinkelt. Og viden skal ikke kun deles inden for kommunerne, regionerne og staten. Også uden for landets grænser foregår der en udvikling, som vi med fordel kan lære af.
En anden central del af projekterne har været den tætte involvering med forældrene. Faktisk var det en stærk og engageret kreds af forældre, der efter stort benarbejde fik overtalt Socialministeriet til at bevilge pengene til projekterne.
Forældrene har under hele projektforløbet været en væsentlig del af de enkelte projekter.
De har været inddraget aktivt i arbejdet med at tilrettelægge indsatsen for deres børn. De har deltaget i træningen, og de har været med til at formulere målene for projekterne. Forældrene har i det hele taget været en uvurderlig partner i projekterne. De er om nogen eksperter i forhold, hvad det hele handler om – nemlig deres børn. Ingen ved bedre, hvor skoene trykker, end den, der har skoene på. Samtidig har det været væsentligt for projekternes legitimitet, at forældrene har haft ejerskab til de konkrete metoder. Forældrene skal vide og mærke, at de bliver hørt. Og de skal føle, at deres viden bliver brugt. Et af projekterne konkluderer ligefrem, at hvis ikke forældrene får ejerskab, så sker der ingen forandringer i hjemmet. Samtidig kan det være med til at give forældrene en større tryghed, hvis de har haft mulighed for at fortælle personale, hvad de synes er vigtigt i forhold til deres børn.
Med de 16 udviklings- og forskningsprojekter har vi haft mulighed for at studere metoderne og udvikle en viden, som kan danne grundlaget for den fremtidige indsats på området. Samtidig har medarbejderne haft optimale muligheder for at være både kreative og innovative.
Som fagperson har man brug for at udvikle sig og til at blive opkvalificeret i sit arbejde. Det gælder uanset om man er fastansat eller vikar. Samtidig er det med til at skabe et fagligt engagement, når man får mulighed for at bruge løs af hele sin faglige ressourcebank. Den høje grad af tværfaglighed, som har kendetegnet projekterne, forudsætter en høj grad af monofaglighed. En vekselvirkning mellem erfaringsudvikling gennem praksis og det man skal til bøgerne for at få. Denne høje faglighed har helt klart også været til stede i projekterne.
Deri ligger der også en vis dristighed: At man kaster sig ud i noget, hvor man ikke kender resultatet på forhånd. Men det er samtidig også en dristighed i forhold til at prioritere udviklingen af opgaver. For at få frigivet ressourcer til kreativitet og innovation har det i perioder været nødvendigt at nedprioritere den daglige drift. Men det skal der også være mulighed for. Hvis vi mener noget med, at vi vil have en udvikling, kan vi ikke basere hele vores virksomhed på drift alene. Og i sidste ende kommer prioriteringen af udvikling brugerne til gavn i form af en bedre og mere kvalificeret behandling.
De foreløbige erfaringer fra de 16 projekter er blevet optrykt i temahæftet ”Nye indsatser – nye viden”. Temahæftet findes desuden i en pixi-version [Den gule folder holdes op], som samler op på de vigtigste konklusioner. Senere vil de endelige erfaringer blive samlet i en bog, og der vil blive holdt yderligere en række konferencer.
Lige nu vil temahæftets anbefalinger blive sendt ud til kommuner og regioner. Hver især skal fortælle hvilke anbefalinger, de vil følge op på – og begrunde det, hvis de vælger ikke at følge anbefalingerne. Projekterne skulle gerne føre til fornyelse og forandringer. Det skal ikke kun være en legeplads i to år. Netop Styrelsen for Social Service og Marselisborg Centrets engagement i projekterne peger i retning af, at det her vil blive brugt i det praktiske arbejde.
Tilbage til forside
