Efter strukturreformen er der opstået mange, store og nye udfordringer for kommunale medarbejdere. Et af dem er rehabilitering, der i dag har fået en mere fremtrædende plads. Derfor inviterer en række centrale aktører indenfor rehabiliteringsområdet interesserede til temadag om emnet d. 30. januar i Næstved og 31. januar i Århus.
Begrebet rehabilitering er ofte knyttet til den sundhedsorienterede behandling af mennesker med forskellige former for funktionsnedsættelse. Nok så vigtig er imidlertid den del af indsatsen, der er inden for socialsektoren, arbejdsmarkedssektoren, den pædagogiske sektor og uddannelsessektoren. En koordineret indsats med den enkelte borger som omdrejningspunkt skaber basis for en optimal rehabilitering.
Det er dog lettere sagt end gjort, og derfor inviteres kommunale medarbejdere inden for sundheds-, social- og undervisningsområdet, embedsmænd og politikere til en temadag om rehabilitering i kommunalt regi.
Temadagens oplæg har et kommunalt fokus på rehabilitering, der spænder fra erfaringer til rehabiliteringsbegrebets betydning. Eftermiddagens workshops skaber mulighed for uddybning af centrale emner i rehabilitering.
Et formål med temadagen er desuden at etablere netværk til fortsat arbejde omkring rehabilitering i kommunerne.
Temadagen er udarbejdet i et samarbejde mellem Professionshøjskolen Sjælland University College, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, VIA University College, Rehabiliteringsforum Danmark og MarselisborgCentret.
Yderligere information: