v/ fysioterapeut og klinisk underviser Helle Østergaard
Helle Østergaard har erfaring med at anvende ICF som referenceramme i forældrearbejdet, i det tværfaglige samarbejde, samt indenfor det børnefysioterapeutiske arbejde. Når man anvender ICF som overordnet referenceramme i sin praksis lægger det op til en bred og dynamisk forståelse af barnets funktionsevne. Man kortlægger eksempelvis de ressourcer og begrænsninger barnet har for derefter at se på, hvordan man bedst mulig kan fremme barnets funktionsevne med fokus på deltagelse i hverdagslivet og fællesskab med andre. ICF lægger op til en familiecentreret tilgang og giver en struktureret måde at få fokus på rehabilitering, med mulighed for inddragelse af såvel forældres som barnets ønsker og mål. Barnet er en del af en familie og terapeuten må være opmærksom på hele familiens behov og være opmærksom på, at hver familie er unik.
Når ICF eksempelvis anvendes i den indledende samtale med forældrene, får fagpersonerne et bredt billede af barnets situation herunder også af barnets omgivelser, der kan virke fremmende eller hæmmende for barnets funktionsevne. Forældresamtalen vil blive fulgt af en fysioterapeutisk undersøgelse, der dækker alle ICF´s komponenter. Hos et barn med rygmarvsbrok kunne det indenfor kropskomponenten eksempelvis være relevant at undersøges muskelkraft, ledbevægelighed, kontaktur og perception. Indenfor aktivitetskomponenten foretages en funktionsanalyse - herunder af mobilitet på gulv og af stå- og gangfunktion. Indenfor deltagelseskomponenten er fysioterapeuten interesseret i at vide, hvordan barnet klarer sig i hjem, daginstitution, skole og fritid. Fysioterapeuten kan få disse oplysninger ved at tale med barnets primærpersoner og/eller ved at foretage et besøg i hjem, daginstitution eller skole. På samme måde må man indkredse oplysninger om de kontekstuelle faktorer – dvs. hvilke fysiske, sociale og holdningsmæssige omgivelser barnet er en del af. Herunder hører fysiske rammer i hjem, daginstitution, skole samt personlig støtte, viden, holdninger, hjælpemidler og evt. medicin.
Undersøgelsen vil, hvis der er behov for dette, blive fulgt op af en fysioterapeutisk behandlingsperiode eller vejledning til barnets primærpersoner. Inden der iværksættes en behandling eller vejledningsindsats er det vigtigt at fastsætte mål for indsatsen udfra ICF’s komponenter – og vel at mærke med fokus på forældrenes ønsker. Der kan opstilles såvel monofaglig som tværfaglig målsætning ud fra ICF.
I det tværfaglige samarbejde er ICF bl.a. anvendelig, fordi ICF kan bidrage med et fælles sprog, som er defineret og dermed kan skabe klarhed over begreber, der ellers tillægges forskellig betydning. ICF er bl.a. anvendelig, når det tværfaglige team udarbejder handleplaner.
Der blev givet eksempler på, hvorfor det er nødvendigt med en børneudgave af ICF. ICF – CY har nye koder og koder, der er blevet udbygget for at gøre denne udgave anvendelig til børn. Børn udvikler sig fysisk, motorisk og sprogligt mm. Børn er i højere grad afhængige af deres omgivelser ligesom samspil med andre er et vigtigt aspekt i børneårene. I børneudgaven er der eksempelvis mulighed for at finde koder for at anvende pincetgreb, at klippe med saks, at holde på et kridt, at anvende blyant til skrivning mm.
Der blev givet mange eksempler på, hvordan ICF – CY kan anvendes i praksis, nedenfor er de oplistet:
• Redskab til dialog med forældre og andre faggrupper
• Checkliste til at sikre at barnet ses i et bredt perspektiv
• Referenceramme til at systematisere det faglige arbejde fx praksisbeskrivelser
• Indkredsning af behov og valg af intervention
• Målsætning
• Vurdering af monofaglige tests
• Opbygning af ydelseskatalog, kommunalreform, mono- eller tværfagligt
• mm.
Til sidst blev der givet en kort introduktion til kodning illustreret ud fra en børnecase. Ud fra casens prosa tekst blev der givet eksempler på den tilsvarende kode.
