Marselisborgcentrets logo
MarselisborgCentret
Rehabilitering
ICF
Nyheder
Forskning & Udvikling
Kompetenceudvikling
Arrangementer
Kontakt os
_layout_spacer
Søg på sitet
Fagligt nyhedsbrev
Publikationer
Litteratur links
Tilgængelighed
In English
_layout_spacer

Printvenlig version


Temadage om børn med hjerneskade

Ønskes oplysninger kontakt projektleder Karen Wessel Fyhn, kwf@marselisborgcentret.dk, tlf. 8949 1296

Af Karen Wessel Fyhn og Søren Sander Rasmussen

MarselisborgCentret har fornøjelsen af at præsentere 16 udviklingsprojekter, der arbejder med børn med hjerneskade og deres forældre, på fem regionale temadage. Her vil såvel fagpersoner som andre interesserede i første halvdel af 2007 få mulighed for at få ny inspiration til at forbedre forholdene for børnene og deres forældre.

De 16 udviklingsprojekter udspringer af Socialministeriets pulje til ”Intensivering af træningsindsatsen for børn med medfødt eller erhvervet hjerneskade”, hvor MarselisborgCentret varetager koordineringen mellem og formidlingen af projekternes viden og erfaringer. Temadagene vil derfor ikke blot være en anledning til at fremlægge erfaringer og resultater fra de enkelte projekter, også den generelle erfaringsopsamling på tværs af projekterne vil blive fremlagt af MarselisborgCentret. Programmet samt dato for afholdelse er færdigplanlagt og kan læses på: www.boernmedhjerneskade.dk

Udviklingsprojekterne arbejder med forskellige tilgangsvinkler, der spænder fra en mentorordning for forældre til børn med hjerneskade over forskning i intensiv træning af børnene til at systematisere informationerne til forældre, hvis børn skal overgå fra børnehave til skole. I dette nummer af Nyhedsbrevet har vi sat fokus på tre projekter, der på de tre forskellige områder forsøger at fremme forholdene for børn med hjerneskade og deres forældre. (Læs mere i de tre artikler i højre spalte.)

Baggrund
Det overordnede projekt går flere år tilbage. I 2002 iværksatte Socialministeriet i samarbejde med MarselisborgCentret et 5-årigt udviklingsprojekt for børn med medfødt eller erhvervet hjerneskade. Projektet skulle medvirke til at forbedre forholdene for disse børn og deres forældre. Baggrunden for at iværksætte udviklingsprojektet var, at der var store forskelle mellem støttetilbuddene fra amter og kommuner, både hvad angår kvalitet og viften af tilbud. Samtidig hermed valgte et stigende antal forældre de offentlige tilbud fra, og begyndte i stigende omfang at træne deres børn hjemme efter metoder som blandt andet den såkaldte DOMAN metode.

Første del af projektet bestod i en udredning foretaget af MarselisborgCentret af den eksisterende indsats i social-, undervisnings- og sundhedssektoren i amter, kommuner og visse alternative tilbud. Endvidere bestod udredningen i en opsamling af forældres og fagpersoners erfaringer med disse tilbud, og endelig indeholdt udredningen en række forslag til forbedring af indsatsen. Denne udredning udmøntedes i rapporten i ”Ny indsigt – ny indsats”, 2004.

De 16 udviklingsprojekter
I august 2004 oprettede Socialministeriet en ny pulje på i alt 11 mio. kr., der skulle være med til at fremme erfaringerne fra ”Ny indsigt – ny indsats”. Puljemidlerne skulle bl.a. medvirke til: 

  • at kvalificere indsatsen
  • at skabe større fleksibilitet ift. forældres valgmuligheder – herunder muligheden for at kombinere med hjemmetræning
  • at støtte metode og udviklingsprojekter, hvor metoder, evaluering, effektmåling og praksislæring indgår

Udviklingsarbejdet skulle falde indenfor de to hovedtemaer: Samarbejde mellem myndighed og borger og udarbejdelse af metode, effekt og kvalitet. Til at føre ideerne ud i praksis blev der udvalgt 16 projekter, der ud over de to hovedtemaer mere specifikt havde fokus på:

  • inddragelse af forældre
  • kvalificering af indsats
  • kvalificering af personale
  • afprøvning af forskellige metoder
  • intensivering af træning i hjemmet, kombineret med træning i offentlige tilbud

Formidlingsfasen
MarselisborgCentret er for øjeblikket i gang med at opsamle og formidle viden om de 16 projekter, der fik støtte. En del af formidlingen har udmøntet sig i oprettelsen af en hjemmeside, der præsenterer projekterne, www.boernmedhjerneskade.dk, blandt andet med en række artikler.

Derudover afholder MarselisborgCentret i løbet af første halvdel af 2007 de nævnte regionale temadage. Formen med en temadag i hver region er valgt af flere grunde: Det har været ønsket at komme ud til så mange som muligt med så lav omkostninger for den enkelte deltager som muligt.  Dernæst åbner det mindre antal deltagere på hver temadag mulighed til at få dialog med oplægsholdere og projektdeltagere. Endelig giver den geografiske opdeling basis for netværksdannelse, bl.a. med samarbejdsparter fra de kommuner og regioner, der nu skal arbejde sammen som følge af strukturreformen.

Programmet for de fem regionale temadage er som nævnt tilgængeligt på: www.boernmedhjerneskade.dk 

Ønskes oplysninger kontakt projektleder Karen Wessel Fyhn, kwf@marselisborgcentret.dk, tlf. 8949 1296.

Tilbage til forsiden

Adresse:  MarselisborgCentret   P. P. Ørumsgade 11  DK - 8000 Århus C  Tlf: (+45) 89 49 12 00  Fax: (+45) 89 49 12 17