13-07-2009: Vi afprøver i et nyt forskningsprojekt nye måder på at gøre behandlingen af smerter i nakke og skuldre mere effektiv. Derfor søger vi patienter, der har været sygemeldt i 4 til 16 uger, og som kommer fra Silkeborg, Skanderborg, Favrskov, Randers, Hedensted, Ikast-Brande eller Lemvig Kommune.
Der er stor risiko for en langvarig sygemelding, hvis den sædvanlige medicinske vej ikke er nok. Det har man også indset på Center for Bevægeapparatlidelser, som er en del af Regionshospitalet Silkeborg, Region Midtjylland. På Regionshospitalet går man derfor nye veje i behandlingen af sygemeldte med et to-årigt forskningsprojekt, rettet mod sygemeldte med nakke- eller skuldersmerter.
Projektet bliver ledet af seniorforsker Chris Jensen, Center for Folkesundhed, og ideen er at afprøve en tværfaglig tilgang for at forbedre de sygemeldtes funktionsevne og få dem hurtigere ud af sygemelding på en forsvarlig måde.
Projektet henvender sig til personer, der har været sygemeldt fra job i 4 til 16 uger på grund af skulder eller nakkelidelser. Samtidig skal den sygemeldte bo i Silkeborg, Skanderborg, Favrskov, Randers, Hedensted, Ikast-Brande eller Lemvig Kommune. Endelig må de sygemeldte ikke være nylig opereret, og de må heller ikke være på venteliste til operation.
Er du interesseret så henvend dig til din egen læge og få en henvisning til projektet. Du kan også kontakte Center for Bevægeapparatlidelser direkte på telefon 8722 7303.