Et indblik i fremtidens rehabilitering

Af informationsmedarbejder Søren Sander Rasmussen, MarselisborgCentret

Skal kommunerne rustes til at varetage rehabiliteringsopgaverne, er det nødvendigt at tænke nyt. Kommunerne udfordres som ”rehabiliteringens ejer”, og fokus bør være at koordinere rehabiliteringsforløbet med borgeren. Det var blandt konklusionerne på konferencen: Fremtidens rehabilitering i kommunerne d. 5-6. september 2005 på Hotel Nyborg Strand.

 

Kommunerne får den 1. januar 2007 overdraget ansvaret for et nyt område i kommunalt regi: rehabilitering. Dermed bliver kommunerne driftsherre for hele den rehabiliteringsindsats, der ligger udover sygehusindlæggelsen. ”Men man skal tænke sig meget godt om før man så meget som overvejer, at hente patienterne hjem til et rehabiliteringstilbud, for det er ikke mange kommuner, der har kompetencerne til at løse den opgave”, advarer formand for Praktiserende Lægers Organisation, Michael Dupont.

 

Mange borgeres velfærd og livskvalitet afhænger af, om de modtager de rigtige genoptrænings- og rehabiliteringstilbud på de rette tidspunkter. Samtidig spildes alt for mange ressourcer i dag ved, at patienter og brugere ikke får tilstrækkelig genoptræning og rehabilitering – det på trods af at mange undersøgelser dokumenterer, at de rigtige tilbud i den rette mængde på det rette tidspunkt virker i langt de fleste tilfælde.

 

En bred kreds af bruger- og personaleorganisationer, serviceleverandører samt kommunale og statslige repræsentanter gik derfor sammen om at afholde en konference, der satte fokus på de nye udfordringer, som kommunerne sammen med andre aktører indenfor rehabiliteringsområdet står overfor. Centralt for debatten var borgerens rolle.

 

Borgerinddragelse

Spørger man konferencens deltagere er der bred enighed om, at borgeren skal mere i centrum for fremtidens rehabiliteringsindsatser. Det kræver dog, at flere perspektiver i rehabiliteringsindsatsen revurderes.

 

Brugerrepræsentant fra Gigtforeningen Connie Andersen mener, at patientuddannelsen skal gøre flere kronikere til ”eksperten og koordinatoren i eget rehabiliteringsforløb”. Det kræver opdateret informationer, medbestemmelse og fleksibilitet fra det offentlige. Til gengæld kan det give fagligt medspil og føre til kortere behandlingstid – en besparelse for det offentlige, vurderer Andersen.

 

Formand for Ergoterapeutforeningen Gunner Gamborg er enig i hendes konklusion, men understreger samtidig, at det ikke er alle, der har ressourcer til at varetage eget rehabiliteringsforløb. Der skal derfor udarbejdes realistiske og etisk forsvarlige principper for samarbejdet med borgeren.

 

Ledende ergoterapeut i Silkeborg Kommune Mette Bruun har allerede gode erfaringer med at inddrage borgeren. I Silkeborg Kommune har man gennem et tværfagligt samarbejde med ICF som referenceramme skabt en arbejdsgang, der gør borgeren til omdrejningspunktet. Der arrangeres i starten af forløbet et møde med borgeren og de pårørende, fortæller Bruun. Her bliver rehabiliteringsforløbet planlagt med udgangspunkt i borgeren og de pårørendes vurdering. Ordningen kræver ”uddannelse, kompetenceudvikling og tid til fordybelse” for de implicerede faggrupper. Til gengæld vil det give mulighed for at øge evidensen og være en god investering for borgernes livskvalitet og kommunernes økonomi, anslår Bruun.

 

”Fra ekspert-rollen til forhandler og vejleder”

Bruun står ikke alene i sit ønske om mere kompetenceudvikling af medarbejderne. Formand for social- og sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr forventer, at der følger mere uddannelse med de nye opgaver. Samtidig kræver hun, at man laver ”en slags stop op”, hvor de gode erfaringer og nye ideer fra faggrupperne bliver implementeret.

 

Centralt for den fremtidige arbejdsgang er at lave om på rollefordelingen, hvor fagpersonerne styrer, og borgeren blot lader sig styre, udtaler formand for Muskelsvindfonden Evald Krog. En proces der, ifølge Gunnar Gamborg, kræver, at faggrupperne skal omskoles ”fra ekspert-rollen til forhandler og vejleder”, samtidig med, at borgerne får større tilgængelighed og klare formuleringer frem for fagsprog.

 

Chefkonsulent for Kommunernes Landsforening, Helle Schnedler, er åben for de nye tanker. Hun mener, at rehabiliteringsindsatsen skal etableres i koordination med alle aktørerne i forløbet fra borgeren over patientforeningerne til de offentlige instanser.

 

Helhed eller kassetænkning

”Når man tænker rehabilitering skal man” medtænke ”helhed”, påpeger socialchef i Randers Kommune Oluf Kroer og ligger vægt på, at tilbudene skal komme på det rigtige tidspunkt – de skal koordineres, så borgerens liv kan hænge sammen. ”Helheden” skal underbygges af, at ”borgeren ikke skal løbe fra den ene sagsbehandler til den anden,” understreger Kroer.

 

Rammerne for rehabiliteringsindsatserne bliver udstukket i sundhedsaftalerne mellem kommuner og regioner. De er imidlertid uklare. Det skyldes, ifølge centerkoordinator for Læringscenter for sundhedsfremme i Ribe Amt, Edtvar Krogh, at regeringen ønsker, at rehabiliteringsområdet i fremtiden skal varetages af dem, som er gearet, har magten og de økonomiske ressourcer til at påtage sig opgaverne: ”Vi vil se områder, hvor stort set alt rehabilitering er tilknyttet sygehusene. Vi vil se områder, hvor stærke kommuner går ind og fylder rigtigt meget i det her. Og vi vil se nogle steder, hvor man vil sidde afmægtige og overlade det hele til private aktører”.

 

Det økonomiske incitament rummer altså en stor fare for kassetænkning. Kommunerne udfordres som ”rehabiliteringens ejer” og spekulationer om, hvorvidt kommunen selv kan varetage de forskellige rehabiliteringsindsatser. 

 

”Tænk stort”

Det er rådet fra Medicinaldirektør for Sundhedsstyrelsen Jens Kristian Gøtrik. Skal vi undgå, at rehabilitering bliver gammel vin på nye flasker er en konkret metode, ifølge Gøtrik, akkreditering.  

 

”Kommunerne skal være omfattet af det, vi hidtil har kaldt den danske kvalitetmodel, som er en model for akkreditering af sygehuse,” udtaler Gøtrik og fortsætter: ”Modellen skal udvides til også at omfatte kommunernes tilbud - en model, der er oprettet for at måle på udvalgte kvalitetspunkter”.

 

Akkreditering bygger på en systematisk selv-evaluering og kvalitetsudvikling af hele virksomheden. Den følges op af en systematisk ekstern kvalitetsvurdering. Metoden er et strategisk redskab til at evaluere, udvikle og fastholde kvaliteten af alle ydelser og aktiviteter i en organisation.

 

”Der er”, ifølge Karen Stæhr, ”ingen tvivl om, at kvalitetsstandarter er områder, vi kommer til at arbejde meget med i den kommende tid”. Skal kommunerne og de implicerede aktører leve op til kravet om dokumentation af resultaterne og udvikling af kvaliteten indenfor rehabiliteringsområdet, kunne akkreditering derfor være en af nøglerne til succes.

 

Der er mange udfordringer, der skal tages op, når fremtidens rehabilitering skal organiseres og implementeres. KL, flere af de faglige organisationer og brugerrepræsentanterne lader dog til at være enige om, at rehabiliteringsindsatsen skal ske i koordination med brugeren. ”Det er en meget stor opgave, men jeg har indtryk af, at kommunerne har været glade for at få alle disse opgaver”, siger Evald Krog og afslutter: ”Nu håber jeg bare ikke, at de har forspist sig”.

 

 

Redigeret af Asbjørn Kurup og Betty Nørgaard Nielsen