Strukturreformen – en mulighed for bedre rehabilitering

Af direktør Betty Nørgaard Nielsen, MarselisborgCentret

Indsatsen for at hjælpe en handicappet, kronisk syg eller ulykkesramt gennem det danske behandlingssystem og tilbage til et selvstændigt liv er for usammenhængende og klientfastholdende. Skal problemet løses, er det nødvendigt at intensivere den fremtidige rehabilitering i ”det gode rehabiliteringsforløb”. Samtidig bør kommunikationen i rehabiliteringsprocessen forbedres.

 

Strukturreformen er en enestående anledning til at nytænke rehabiliteringens potentialer. Med strukturreformen har rehabiliteringsopgaven nemlig fået ejerskab. Kommunerne skal i fremtiden stå for opgaven. Men reformen bør dog også give anledning til eftertanke. For hvordan sikrer kommunerne, borgerne og de fagprofessionelle, at rammerne for rehabiliteringsforløbet opbygges på et solidt fundament? 

 

Når genoptræningen på sygehuset er overstået, bliver borgeren alt for ofte overladt til sig selv i en situation, man ikke selv er herre over. Den professionelle indsats mangler borgerinddragelse og helhed. Udgangspunktet for rehabilitering bør være at forbedre samarbejdet mellem borgeren, de pårørende og de fagprofessionelle. Det vil sikre, at borgerens fysiske, psykiske og sociale funktionsevner bliver styrket, så den matcher borgerens hverdag – ellers risikerer vi at få alt for mange ressourcetunge eksempler, hvor borgeren må genindlægges, gen-genoptrænes og genrehabiliteres.

 

Det kan vi gøre bedre. Dansk center for rehabilitering, forskning og udvikling (i daglig tale kaldet MarselisborgCentret) har derfor sammen med Rehabiliteringsforum Danmark, De Samvirkende Invalideorganisationer, CAST og Syddansk Universitet planlagt at gå i gang med at opbygge en model for det gode rehabiliteringsforløb. Et centralt element i projektet bliver at basere rehabiliteringsforløbet på borgerens hele livssituation. Borgeren skal have størst mulig indflydelse på processen – det giver i sidste ende et mere selvstændigt og meningsfyldt liv. Rehabiliteringsforløbet skal planlægges, som en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem borgeren, de pårørende og de fagprofessionelle. Et godt rehabiliteringsforløbet skal være koordineret, sammenhængende og vidensbaseret med udgangspunkt i borgeren.

 

Den færdige model for det gode rehabiliteringsforløb står endnu ikke klar, men vi er i øjeblikket ved at teste flere parametre i modellen, og vi efterspørger nye projekter. Lige nu er vi eksempelvis i gang med en national evaluering af trænings- og rehabiliteringsindsatsen for børn med autisme. I modellen indgår en analyse af: borgerens indflydelse, deltagelse og samarbejde; tilrettelæggelsen af indsatsen overfor børn med autisme; samarbejdet og koordineringen mellem sektorer og institutioner; og de ressourcemæssige konsekvenser af rehabiliteringsforløbet. Hensigten er, at borgere, der står midt i et kompliceret rehabiliteringsforløb, ikke kommer i klemme. Samtidig er fokus fra starten rettet mod økonomisk og effektiv drift i udførelsen af opgaverne.

 

Det er imidlertid ikke nok at lave modeller for det gode rehabiliteringsforløb. Kommunikationen skal også forbedres for at understøtte forløbene. I dag besværliggøres rehabiliteringsindsatsen af, at de forskellige faggrupper i de offentlige sektorer ikke taler samme sprog: sundhedssektoren opererer med ét sprog, socialsektoren med et andet og borgeren med et helt tredje. Et standardiseret sprog eller en fælles terminologi, der definerer borgerens helbredstilstand og kan forstås af borgeren, er en væsentlig forudsætning for at sikre et godt udviklingsperspektiv. ”Sproget” eksisterer allerede under navnet ICF - ”International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand”. Der bliver løbende lavet nye tiltag for at gøre ”sproget” mere brugervenligt, og i den forbindelse har MarselisborgCentret udarbejdet en dansk vejledning for Sundhedsstyrelsen i brugen af ICF. Ved at anvende ICF kan der foretages en beskrivelse af en person/en borger/en patients mulighed for aktivitet og deltagelse i samfundslivet som mål for rehabiliteringsindsatsen. Beskrivelsen kan samtidig bruges som værdifuld dokumentation af borgernes funktionsevne før og efter rehabiliteringsindsatsen. ICF sikrer populært sagt, at terapeuten, talepædagogen, socialrådgiveren, overlægen og borgeren kan opstille fælles mål og kommunikere sammen.

 

ICF er anbefalet af WHO til alle FN’s medlemslande. Det er MarselisborgCentrets håb, at sproget, efterhånden som det bliver implementeret i stadigt flere institutioner og sektorer, vil kunne nedbryde kommunikationsskellet mellem forskellige fag og forskellige sektorer. Der er selvfølgelig også andre muligheder end ICF, men ICF er i øjeblikket det sprog, der forsøger at omfatte flest faggrupper og flest aspekter af borgerens funktionsevner – samtidig med, at det er internationalt anerkendt. 

 

Marselisborgcentret har siden 1996 arbejdet med udviklingen af en bedre rehabiliteringspraksis i Danmark. Vi indgår gerne i en forpligtende dialog og stiller velvilligt vore erfaringer og metoder til rådighed for kommunerne og for borgerne, så vi alle sammen er klar 1. januar 2007. Vi skal samarbejde – og det er vigtigt at huske, at det er mennesker, der skal samarbejde – ikke organisationer. Sundhedsaftaler og sundhedscentre er mulige rammer, men samarbejdet skal udgå fra enkeltindivid niveau for at fundamentet er i orden. Vi skal passe på, at vi ikke bruger alle kræfterne på mursten og ydre rammer. Vi skal tænke i den vigtige udvikling af tværfaglige og tværsektorielle begreber, fælles referencerammer, fælles mål og sammenhængende forløb. Og vi skal tænke i netværk. Velfungerende, forpligtende netværk der fungerer i samarbejde med borgeren. Først når det fungerer, er vi klar.

 

 

Redigeret af Søren Sander Rasmussen