
Af Søren Sander Rasmussen, kommunikationskonsulent
Patienter får en bedre livskvalitet og slipper for genindlæggelser – og samfundet får mere for de samme penge. Det er ambitionen for borgere med KOL i Region Midtjylland. Et nyt ph.d. projekt er et vigtigt skridt på vejen.
MarselisborgCentret er gået igang med at opruste på forskningsfronten. Det har forløbigt ført til, at fire ph.d. projekter er tilknyttet centret, hvoraf et omhandler, hvordan sundhedspersonalet forbedrer og videreudvikler rehabiliteringsindsatsen for borgere med KOL. Region Midtjylland ønsker at fremme indsatsen i regionen, og da Regionshospitalet i Horsens er blandt landets førende på området, er ph.d. projektet etableret i et naturligt samarbejde mellem de to enheder. Derudover er Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og Klinisk Socialmedicin på Center for Folkesundhed tilknyttet projektet.
En tikkende bombe
KOL er forbundet med dårligere livskvalitet, høj dødelighed og store udgifter for sundhedsvæsnet. Sygdommen har ramt 430.000 danskere på landsplan og er derfor en væsentlig trussel for borgernes sundhed og samfundets pengekasse. Flere nationale og internationale studier viser, at kun hver tredje, der får konstateret KOL gennemfører rehabiliteringsforløbet.
- Når omkring 2/3 af alle borgere fravælger eller ikke gennemfører rehabiliteringsforløbet, bliver det et problem for danskernes sundhed. Men der er muligheder, fortæller projektleder og ph.d. studerende Bodil Bjørnshave og fortsætter:
- Jeg har tidligere lavet en undersøgelse på Silkeborg Centralsygehus, der viste, at patienter med KOL får en væsentlig bedre udholdenhed, hvis de dagligt gennemfører en halv times fysisk træning. I sidste ende betyder det langt større overskud og kræfter i det daglige. Og færre dage i hospitalssengen. Vi har dog en begrundet formodning om, at det kræver et rehabiliteringsforløb, der er afstemt i forhold til den enkelte. Vi vil derfor gerne undersøge bredt: Hvilken effekt har et individuelt tilpasset forløb?
Hjem i stuen
Udover fysisk træning påpeger Bodil Bjørnshave en lang række andre rehabiliteringstilbud, der kan øge sundheden som bl.a. rygeafvænning, medicinsk behandling, ernærings vejledning/-terapi, patientuddannelse og psykosocial støtte.
- Først og fremmest vil vi sammensætte et program, der er afstemt i forhold til den enkelte borgers behov. Og her stopper vi ikke. For selv om vi finder det rette tilbud, er der stadig mulighed for, at borgeren falder fra eller har svært ved at gennemføre. Vi tager derfor hjem i stuen til folk og hjælper dem med at tilpasse forløbet.
Formålet er ikke kun at måle effekt. Det er helt centralt at følge alle KOL patienter - både dem der gennemfører rehabilitering, og de der fravælger eller falder ud undervejs. Bodil Bjørnshave skal altså undersøge, hvad der skal til for at gennemføre et program. Derved kan man forbedre de eksisternede tilbud. Langt flere skal gennemføre og opnå den effekt, som borgerne, ifølge Bodil Bjørnshave, kan få: Mere overskud i dagligdagen, flere kræfter til daglige gøremål og mindre åndenød.
Lige behandling giver forskellig sundhed
For at systematisere informationerne og få et bedre helhedsbillede af borgerne bliver de beskrevet vha. WHO’s internationale klassifikation ICF – et fællessprog, der skal hjælpe fagfolk til få bedre informationer om borgeren, der kan bruges af alle fra eksempelvis sygeplejersken over fysioterapeuten til sagsbehandleren.
- Ved at inddrage ICF får vi ikke kun fokus på den fysiske tilstand – også ting som eksempelvis omgivelserne, personlige muligheder eller grænser kommer med i vurderingen. I sidste ende ønsker vi at finde svar på: Hvilke karakteristika er der for patienter, der gennemfører og fravælger? Hvilken holdning har de til rehabilitering? Og hvad der skal til for at langt flere gennemfører et forløb? fortæller Bodil Bjørnshave og afslutter:
- Det er ikke nok at give alle det samme forløb. Vi må i dag konstatere at lige behandling af borgere med rygerlunger giver forskel i sundheden. Derfor handler det om at inddrage alle muligheder, så vi kan sammensætte det bedst mulige rehabiliteringsforløb.
For yderligere information kontakt Ph.d. stud. Bodil Bjørnshave...