Titel: Silkeborg projektet

Tilbage til forsiden

Millioner i støtte til rygforskning

Af Pernille Kragh

Forskningsprojekt på Regionshospitalet i Silkeborg viser, at en hurtig og koordineret indsats sandsynligvis skaber lysere udsigter for sygemeldte med rygsmerter. Nu sender fonde flere midler til Center for Folkesundhed for at støtte forskningen.

Omkring 10-15 % af alle voksne danskere søger hvert år behandling for smerter i ryggen. Forskningsprojektet, som for nylig blev offentliggjort af Center for Folkesundhed (Region Midtjylland) og Center for Bevægeapparatlidelser (Regionshospitalet i Silkeborg), har vist, at en hurtig og koordineret indsats sandsynligvis reducerer antallet af sygemeldte. Det interessante bliver nu at se effekten af tilbudene hos rygpatienterne efter flere år.

Tidlig indsats, ingen ventetid og åben dialog er blandt nøgleordene for forskningsprojektet, hvor det afgørende nye er, at indsatsen er koordineret i en konkret handleplan fra det tidspunkt den sygemeldte henvender sig hos egen læge, og til vedkommende er tilbage i arbejde.

 

Færre sygemeldte efter et år
I projektet indgik 351 sygemeldte personer, som ved lodtrækning blev delt i to grupper. Begge grupper blev undersøgt grundigt hos en læge og fysioterapeut på Center for Bevægeapparatlidelser og fik information om mulige årsager til smerter og instruktion i håndteringsstrategier. Den ene gruppe blev derefter fulgt hos egen læge (mini-intervention) og den anden gruppe fik en udvidet rehabiliteringsindsats på centret (CfB-intervention). Her var sammenhængen mellem borgerens fysiske, psykiske og sociale ressourcer i fokus og den sygemeldte fik tildelt en gennemgående kontaktperson, som koordinerede samarbejdet mellem for eksempel arbejdsgiver, kommunal sagsbehandler, sociallæge osv.

I begge grupper var der færre sygemeldte efter et år (cirka 20 %) end man ville forvente, hvis tilbuddene ikke havde været der (ca. 35 %).

 

Forskellige tilbud med forskellige forcer
Samlet set er der altså ingen forskel mellem de to tilbud (mini-interventionen og CfB-intervention). Alligevel er der forskel på, hvordan og på hvem de virker:

- Forskellige målgrupper ser ud til at reagere forskelligt. Eksempelvis er der efter et år tegn på, at sygemeldte med en igangværende erstatningssag kommer hurtigst tilbage i arbejde, hvis de får mini-interventionen. Derimod er der en tendens til, at sygemeldte med synlige fysiologiske tegn på, at der er noget galt, kommer hurtigere tilbage i arbejde med den udvidede, helhedsorienterede indsats – dvs. med CfB-interventionen, fortæller seniorforsker Chris Jensen, ph.d., Center for Folkesundhed, og fortsætter:

- De to tilbud ser ud til at have forskellige forcer og derfor er det vigtigt fortsat at undersøge, hvilke fordele forskellige tilbud har på længere sigt.

 

5,6 millioner til at fortsætte forskningen
Forskningsprojektet er foreløbig evalueret efter første år, og målet er at undersøge, hvilken effekt tilbudene til rygpatienterne har efter to og fire år. På baggrund af projektets positive og interessante effekt har Center for Bevægeapparatlidelser på Regionshospitalet i Silkeborg og Center for Folkesundhed ønsket at arbejde videre med de tværfaglige og tværsektorielle indsatser overfor sygemeldte med smerter i ryg, nakke og skuldre.

Arbejdsmiljøforskningsfonden har bevilliget 3.951 mio. kr. til den videre forskning og det er anden gang inden for kort tid, at projektet tildeles forskningsmidler. For nylig bevilligede Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond 1.622 mio. kr. til at styrke projektet gennem forskningsmæssig tæt tilknytning til Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet i de næste tre år.

- Samarbejdet har indtil nu været meget frugtbart både med hensyn til patientbehandling og forskning og ønskes derfor fortsat og udbygget, siger Chris Jensen.

- Projektet skal være med til at udvikle retningslinjer for sammenhængende patientforløb, som kan forbedre livskvaliteten for mennesker med uspecifikke smerter i muskler, knogler og led. Et område der i øjeblikket mangler veldokumenterede indsatser overfor. Kan vi få flere tilbage i arbejde, vil det være en stor gevinst for såvel samfundet som den enkelte med rygsmerter, slutter han.

 

For yderligere information kontakt seniorforsker Chris Jensen, MarselisborgCentret og Klinisk Socialmedicin, Center for Folkesundhed (Region Midtjylland):

E-mail: Chris.Jensen@stab.rm.dk, tlf: 89491204, mobil: 26144821 

Find rapporter om projektevalueringer efter første år her

 


Luk dette vindue