Af Inger Anneberg og Søren Sander Rasmussen

Træning hos fysioterapeuten to gange om ugen - jævnt fordelt over hele året. Sådan lyder fordelingen for Børn med cerebral parese ofte, men burde træningen i stedet foregå som en vekselvirkning mellem korte intensive perioder og længere pauser? Fysioterapeuterne på Småbørnscentret i Århus har stillet sig selv spørgsmålet og sat gang i et forskningsprojekt, hvor den traditionelle tænkning udfordres.

Ny forskning i intensivitet og effekt tyder på, at periodevis intensiv fysioterapi, efterfulgt af behandlingspauser, kan være mere effektiv end vedvarende indsats. Samtidig kan det også have faglige fordele for den enkelte fysioterapeut. Nu efterprøver fysioterapeuterne Christa Lange og Annette Sandahl (projektleder) ved Småbørnscentret i Århus hypotesen med deres forskning.

Det er ikke træningen som sådan, men derimod perioderne for træningen, som fysioterapeuterne sætter fokus på i deres forskningsprojekt. Det handler om at få større indsigt i, hvordan behandlingen bedst organiseres, mens behandlingens indhold i sig selv ikke spiller afgørende ind. Projektet er et af 16 projekter under Socialministeriets pulje til ”intensivering af træningsindsatser for børn med medfødt eller erhvervet hjerneskader”. Projekterne bliver koordineret af MarselisborgCentret i Århus.

- Vores hypotese er, at det motoriske udbytte hos børnene vil være det samme eller større efter periodevis intensiv fysioterapi frem for den traditionelle træning, forklarer fysioterapeut Christa Lange fra Småbørnscentret.

- Større fokus på behandlingen har givet mere energi. Kollegerne har sagt, at det faktisk er nemmere at holde dampen oppe og huske, hvad man har gang i og hvad det skal føre til, hvis man træner intensivt i perioder som for eksempel fire gange om ugen.

Også børnene lader til at have gavn af den intensive metode, og Christa Langes bekymringer op til projektets start blev derfor hurtigt gjort til skamme.

- Jeg var da selv spændt på, hvordan det ville gå, når jeg selv skulle være så hyppigt sammen med det barn, jeg hidtil havde trænet to gange om ugen i hendes børnehave. Kan man selv holde det ud, og hvad siger barnet? Jeg blevet meget positiv overrasket over, hvordan det blev modtaget af pigen. Det var helt tydeligt, at hun nød, at jeg kom hyppigere. Hun kunne mærke det i sin krop, og hun mestrede faktisk sin træning bedre. Jeg kunne også følge hendes fremskridt bedre op, fordi jeg var der oftere, afslutter hun.

Projektet bliver fremlagt af Annette Sandahl onsdag den 18/4-2007 på en temadag i Region Nord, Psykiatrisk Sygehus i Aalborg. Se programmet for de regionale temadage: www.boernmedhjerneskade.dk