Sundhedsstyrelsen
Center for Forebyggelse
Islands Brygge 67
2300 København S
Att: Jette Blands
Anita Hansen
Århus den 21. august 2006
Tak for invitationen til deltagelse i Sundhedsstyrelsens høring på ”Udkast til anbefalinger for tidlig opsporing, opfølgning, behandling og rehabilitering af Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, KOL”. Hermed følger MarselisborgCentrets kommentarer til høringsforslaget.
Overordnede kommentarer
Vi finder det fremsendte udkast er et meget velgennemarbejdet, inspirerende og relevant materiale med realistiske anbefalinger, der kan danne baggrund for en national indsats og implementering af gode forløb for KOL patienter.
Desuden finder vi oplægget velegnet i forhold til målgruppen med henblik på at styrke og styre en differentieret indsats i forhold til sygdommens sværhedsgrad, og som samtidig vægter borgerens egen indsats.
Den største udfordring i fremtiden, vurderer vi, skal ses i forhold til informationssystemerne. En sammenhængende tværfaglig og tværsektoriel IT understøttelse er yderst vigtig for, at de enkelte faggrupper og sektorer hurtigt kan koordinere patientforløb og dermed medvirke til, at øge borgerens livskvalitet og sikre en samfundsmæssig gevinst.
MarselisborgCentrets kommentarer til anbefalinger på det organisatoriske område, herunder opgavefordeling og planlægning af indsatser omkring patientforløbet for KOL patienter.
Vi foreslår en nærmere uddybning eller afklaring omkring følgende områder:
Helhedsvurdering, dokumentation og IT system
- Vi foreslår en nærmere anvendelse af en model for helhedsvurderingen af patienten, som går på tværs af sektorer og faggrænser. Her tænkes specifikt på en model, som kan omfatte såvel det sygdomsmæssige, som borgerens evne til at kunne fungere med en sygdom som sætter begrænsninger for hverdagslivet. MarselisborgCenteret kunne foreslå WHO’s klassifikation ”International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand, ICF, som inspiration i områderne der omhandler beskrivelse og vurdering af funktionsevne og funktionsevnenedsættelse som et velegnet vurderingsredskab.
- ICF modellen kan desuden være en god fælles forståelsesramme i den tværfaglige og tværsektorielle dokumentation.
- I høringsrapporten omtales at data omkring borgeren samles i ”journalen”. Tænkes her sygehusets eller praktiserende læges journalsystem – hvorledes tænkes de forskellige data områder henover sektorgrænsen. Et fælles IT system der kan anvendes tværfagligt og tværsektorielt, bør kvalificeres for netop denne målgruppe. MarselisborgCentret henviser her til ”Bekendtgørelsen vedrørende genoptræning” som indeholder ICF’s referenceramme om krop, aktivitet og deltagelse og hvor dette tankesæt vil være hensigtsmæssigt at implementere i praksis. Internationalt er der desuden udarbejdet ICF Core-set for netop denne målgruppe.
Empowerment
- Her tænkes på en national model for hvordan borgeren gøres til en aktiv medspiller - strategi for læring.
Koordination og indsatser
- Den praktiserende læge tænkes ind som nøgleperson og koordinator i patientforløbene - hvem tænkes at udarbejde de individuelle forløbsdiagrammer – hvor opbevares disse – og hvem tænkes som ansvarlig for den samlede rehabiliteringsplan? MarselisborgCentret anbefaler en nærmere afklaring af eventuelle tværsektorielt sammensatte teams som styrende ”nøgle” for den enkelte borger
- Høringsforslaget anbefaler, at indsatserne skal lægges tæt omkring borgerens nærmiljø – dette ses som yderst relevant, og vi kunne foreslå en uddybning omkring rehabiliteringsindsatsen på det kommunale område
- Vi foreslår desuden en fælles national visitationsprocedure til ”Case-manager”- samt visitationskriterier for at inddrage en Case-manager. Eventuelt kunne der udarbejdes en nærmere analyse Case-manager funktionen set ud fra et borger- og organisationsperspektiv.
Med venlig hilsen
MarselisborgCentret
Direktør Betty Nørgaard Nielsen og Projekt- og udviklingskonsulent Susanne Hyldgaard