Målet med rehabilitering er at give mennesker med nedsat funktionsevne et selvstændigt og meningsfuldt liv med bedst mulig funktionsevne.

Fokus er på, hvordan mennesket kan udføre hverdagsaktiviteter og deltage i samfundslivet på trods af funktionsevnenedsættelse.

Det handler således om at bidrage til, at det enkelte menneske med symptomer, sygdom eller sociale problemer bliver i stand til at klare hverdagslivet på trods af funktionsevnenedsættelse.

Her kan du se de to hyppigst anvendte definitioner på rehabilitering i Danmark:

Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet

”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats”.

Kilde: "Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Rehabilitering i Danmark" (2004)

World Health Organization

"Rehabilitering kan defineres som en række indsatser, der støtter det enkelte menneske, som har eller er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne, herunder at fungere i samspil med det omgivende samfund"

Kilde: World Report on Disability, 2011 – World Health Organization & The World Bank, ©WHO, 2011.

Denne definition anvendes af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen.

Der er forskelle og ligheder mellem de to definitioner. Der har derfor været debat om, hvilken definition, der bør benyttes i dansk sammenhæng.

Begge definitioner fokuserer på:

  • Det enkelte menneskes funktionsevne, der er centrum i rehabilitering.

  • Rehabilitering handler om indsatser der skal forbedre funktionsevnen.

Der er imidlertid også forskelle. I hvidbogens definition er et centralt element samarbejdsprocessen, mens WHO omhandler redskaber. WHO går videre end hvidbogen og omhandler vedligeholdelse af den bedst mulige funktionsevne.
Målet med rehabilitering er i Hvidbogen et selvstændigt og meningsfuldt liv (borgerens hele livssituation og beslutninger), mens det i WHO-definitionen er menneskers uafhængighed og selvbestemmelse. Hvidbogen har fokus på et selvstændigt og meningsfuldt liv, mens WHO har fokus på frihed og autonomi.
Centralt i Hvidbogen er den tidsbestemte og målrettede samarbejdsproces, der ikke omtales i WHO.